Jeg fik idéen til Digital.iQ i en bambusskov. Her er min historie
Jeg vil starte det her indlæg med slutningen. I hvert fald det, der blev enden på min ansættelse hos virksomheden VENTU A/S og et skridt hen imod det, der i dag er Digital.iQ.
Mange af dem, der kender mig, kender mig som ansat i VENTU A/S, der ejer og producerer det stykke software, der hedder Microbizz. Jeg var salgsdirektør, og projektet var mit hjerteblod. I fem-seks år brugte jeg al min energi på projektet. Jeg arbejdede op til 70-80 timer om ugen, og til sidst kunne jeg ikke mere. Jeg var udkørt, træt og depressiv.
Det var en hård beslutning for mig at sige stop. Jeg troede virkelig på det produkt, og det var jo også derfor, at jeg havde knoklet på. Det var et kæmpestort tab for mig ikke længere at have mit job. Jeg sad tilbage med følelsen af, at jeg havde fejlet, selvom jeg havde gjort alt, hvad jeg kunne. Og så kunne jeg ikke undgå at forholde mig til det spørgsmål, der begyndte at dukke op i mit hoved:
Hvad skulle der ske nu?
88 templer senere
Fire par sokker, tre par underbukser, to trøjer, to par bukser, et liggeunderlag og en sovepose. Det og få andre ting lå i min rygsæk, da jeg gik rundt mellem bambustræer på den japanske ø Shikoku tre måneder efter, at jeg havde sagt mit job op. Indtil da havde jeg siddet derhjemme og spekuleret over min fremtid, og på et tidspunkt havde jeg fundet min computer frem og købt billetten.
Telefonen kunne jeg ikke bruge til andet end at ringe og skrive SMS’er. Jeg havde downloadet musik, som jeg kunne lytte til. Klassiske symfonier og opera. I to en halv måned gik jeg fra tempel til tempel, 1500 km i bjergene, 88 templer i alt. Nogle dage sov jeg på ryokaner eller såkaldte minshuku’er, andre gange lå jeg bare i min sovepose under åben himmel.
Jeg fik oparbejdet en rutine: Stå op, spis, pak sammen. Gå, spis, gå, pak ud, spis, sov. Jeg forsøgte at ramme de større byer, når jeg nærmede mig weekenden. Jeg fordybede mig i autentisk japansk kultur og spiste god mad.
Rutinerne gav mig en ny rytme i livet. Jeg fik plads og tid til at tænke. Og igen begyndte jeg at forholde mig til spørgsmålet: Hvad nu? Hvad er det næste skridt for en, der hele sit liv, siden den dag, han som 13-årig fik sin egen avisrute, har fokuseret på at arbejde?
Digital.iQ’s spæde start
En af de tanker, jeg gik mest med dér i skoven, var denne: Det må være muligt at bygge en virksomhed med en kultur, der er bæredygtig for medarbejdernes trivsel.
Så tænkte jeg på, hvad der skal være til stede for at bygge sådan en virksomhed. Og måske endnu vigtigere: Hvad der ikke skal være til stede.
Det første, der stod klart for mig, var, at de samarbejdsrelationer, man indgår, ikke skal være giftige. Det giver måske sig selv, men ikke desto mindre er det virkelig vigtigt at holde for øje, når man skal vælge sine samarbejdspartnere. Dialogen skal foregå med en gensidig respekt for hinanden og være positiv. Hvis ikke, den er det, er der ikke en god præmis for en samarbejdsrelation, og så skal den ikke eksistere. Det er ikke det værd at få en ny kunde, hvis der er udsigter til, at relationen bliver dårlig. Punktum.
Det næste, jeg tænkte, var, at de personer, der er ansat i virksomheden, er dem, der driver værket. Nogle virksomheder siger, at kunden altid er den vigtigste. For os er det medarbejderen, der er den vigtigste. Glade medarbejdere må trods alt give glade kunder. Glade medarbejdere yder gerne den ekstra indsats når det er nødvendigt.
Jeg tænkte også på, at jeg godt gad lave en virksomhed, hvor alle føler, at de har en andel i det. Som ligeværdige partnere. Men det skal ikke være gennem eksempelvis KPI’er, warrants osv., for det ville være med til at skabe en kultur, hvor man er drevet af økonomiske mål. I stedet forestillede jeg mig, hvad der skulle til for at finde folk, der tager ansvar for at drive sig selv fremad i jobbet. Og da jeg gik der mellem bambustræer kom jeg frem til, at den rigtige måde at rekruttere på, må være at finde den og de personer med det rigtige mindset: For så er det nemlig muligt at vokse med opgaven og selv tage ansvar for sin egen læringskurve, konkluderede jeg.
Dét vil jeg være en del af
De tanker var de første grundsten til det, der i dag er Digital.iQ. I løbet af de måneder, jeg gik rundt i bambusskoven, tog virksomheden form i mit hoved. Jeg skulle være en eneste sælger i virksomheden, for så ville jeg være den eneste, der kunne stå på mål for det, jeg lovede kunderne. Jeg besluttede mig for, at en arbejdsuge ikke skulle være mere end 30 timer, og at jeg ville lave en lønmodel, der passede til det. Jeg ønskede ikke, af medarbejderne skulle være drevet af økonomi, for det ville hurtigt få dem til at arbejde for meget. I stedet for at have et mål om at bruge så meget tid på projekter som muligt, skal det, der driver medarbejderne, være at levere et produkt af høj kvalitet, og helst levere over forventning. Hvor kort eller lang tid det end tager.
Jeg ville gerne skabe en virksomhed, som folk kigger på udefra og tænker: Dét vil jeg gerne være en del af.
Og så tænkte jeg på det produkt, som jeg havde arbejdet med i så mange år. Microbizz. Jeg kunne mærke, at jeg langt fra var færdig med det. Jeg ville arbejde med produktet, men jeg ville arbejde med det på min måde. Gøre det så stærkt som muligt, eventuelt ved at inddrage tredjepartsprodukter, som kan komplementere produktet. Så alt det, vi leverer til vores samarbejdspartnere, arbejder sammen og virker, som det skal for lige netop dén virksomhed.
Det er snart fire år siden, jeg vendte hjem fra Japan. Da jeg landede i Danmark, opsøgte jeg det sted, jeg forlod, og spurgte dem, om de ville være med i den samarbejdskonstellation, jeg foreslog. Afprøve det sammen og se tiden an.
Sådan blev Digital.iQ født.
Den nye hjemmeside
Jeg startede virksomheden med Henrik Skriver Rasmussen, som jeg har kendt længe. Det tog ham mindre end én time at sige ja til eventyret. Vi markerede det med et håndtryk. I dag, næsten fire år senere, består Digital.iQ af seks mand. De medarbejdere, vi har ansat, har vi ansat på trods af, at vi egentlig havde besluttet ikke at ansætte folk de første par år. Men da de én efter én bankede på hos os, kunne vi uden problemer se, hvordan de på hver deres måde kunne gøre noget godt for virksomheden. I dag er de alle med til at opretholde den kultur, som jeg drømte om, da jeg gik rundt i Japan. De har næsten alle i højere eller mindre grad været i berøring med stress, og de har alle været klar til at prøve en anden type arbejdsliv.
Efterdønninger af stress forsvinder ikke bare fra den ene dag til den anden. Det kunne jeg mærke, da jeg mødte op på kontoret første dag. Først da gik det op for mig, hvor udkørt jeg havde været. Hvor udkørt, jeg stadig var. Jeg brugte meget tid på at sidde og stirre ud i luften, stirre ind i skærmen velvidende, at jeg burde lave en masse, men ikke vide, hvor jeg skulle starte. Min energi var på 10-20 procent af, hvad den før havde været.
I dag er jeg endnu ikke tilbage på 100 procent, men jeg ved også, at jeg ikke skal brænde 100 procent af mere. Det er ikke den virksomhedskultur, vi vil have hos Digital.iQ.
Vi har brugt de sidste tre et halvt år på at få sat rammerne og opbygge den virksomhed, vi gerne vil have. Fokuseret på vores ”indre fabrik”, administrationen, processer, teknik. Vi har samarbejdspartnere, som vi er stolte af. Og som noget nyt har vi – endelig – fået en ny hjemmeside. Af alt det, der følger med at starte ny virksomhed op, har den største udfordring af alle været at lave en hjemmeside. Men nu er den her, så vi kan vise jer, hvem vi er, og hvad vi står for.
Digital.iQ i dag
Digital.iQ er en lille virksomhed, som har specialiseret sig i fuld digitalisering af små og mellemstore virksomheder inden for håndværk, facility management og virksomheder der servicer tekniske anlæg og materiel.
Hos os arbejder vi som sagt ikke mere end 30 timer. Hvis man en gang imellem ikke har noget at lave, er der ingen forventning om, at man sidder og lader som om, at man har travlt. Så kan man gå hjem, eller man kan sætte sig ind i et rum og meditere. Her ser ingen ned på hinanden, hvis ikke man ikke lige sidder og arbejder hele tiden.
Når vi i dag holder møder med nye samarbejdsrelationer, understreger vi for dem, at vi ikke bruger caps lock, udråbstegn og generelt kommunikerer på nogen måde, der kan virke aggressiv. Til gengæld står vi klar til at hjælpe, hvis lortet brænder. Kontakter du os lørdag aften, midt i et glas rødvin eller kampen om verdensherredømmet i et computerspil, fordi du virkelig har brug for hjælp, så er vi der med det samme. For hvis du gør det – og selvfølgelig beder om hjælp i en god tone – må man formode, at det er virkelig vigtigt, tidspunktet taget i betragtning. Vi stoler på vores samarbejdspartnere, og omvendt.
Når jeg sidder og kigger tilbage på min egen og virksomhedens rejse, føler jeg mig privilegeret. Fordi vi samarbejder med virksomheder, der har lyst til at indgå i langsigtede relationer, uden at økonomien er den primære drivfaktor. Fordi vi har skabt en kultur, hvor der er plads til det hele menneske. Vi glæder os til at trykke bare lidt mere på speederen, nu hvor vi har styr på vores interne fabrik. Men vi trykker ikke mere end, at skaleringen kan foregå i et roligt og bæredygtigt tempo.
Velkommen med på rejsen – og tak, fordi du læste med.
Mvh Daniel Lyngberg Pedersen, CEO og partner
